Bernard Magrez
Om Vingården
Det er svært ikke at blive forpustet, når man ser, hvad den snart 90-årige Bernard Magrez har bedrevet igennem sin lange vinkarriere. Den charmerende og arbejdsomme vinentreprenør ejer i dag intet mindre end 42 vinslotte og mere end 1000 hektar vinmarker spredt ud over hele verden. Fire af disse vinslotte hører til i den prestigefyldte Grand Cru Classé-kategori i Bordeaux, hvoraf mange især vil nikke genkendende til Château Pape Clement, der med flere 100-points flasker har skrevet vinhistorie i Bordeaux siden 1281 som et af områdets mest ikoniske slotte.